12 komedier bearbejdet af Niels Vandrefalk og opført af Holberg Teatret

’Den Stundesløse’ 2009

’Mascaraden’ 2010

’Erasmus Montanus’ 2011

’Den politiske Kandestøber’ 2012

’Den Vægelsindede’ 2013

’Jeppe på Karneval’ 2014, teatrets 10-års jubilæumsforestilling

’Den pantsatte Bonde-Dreng’ 2015

’Barselsstuen’ 2016

’Hexerie eller Blind Allarm’ 2017

’Kilde-Reysen’ 2018

’Ulysses2019’ 2019

’Jean de France’ 2020

 

Alle komedierne har bestået praksisprøven - mødet med publikum.

De er omsat til NU-tiden med respekt: De er blevet udsat for justeringer, dramaturgiske bearbejdelser, omskrivninger og små og store strygninger. Defensive replikker og farveløse karakterer er skrevet ud. Handlingsbærende tekster er lagt ind i andre karakterer. I ’Jeppe på Karneval’ blev figurer, der kun tales om, trukket frem og gjort levende i selve opførelsen.

Bestræbelsen har været at intensivere den dramatiske udvikling fra start frem mod pausen og konsekvent at accelerere yderligere efter pausen. Det dramatiske udtryk i figurerne er skærpet for bedre at ramme nutidens krav til hurtigere afvikling af komediens budskab.

Komediemester Holberg er meget veltalende, floromvunden og trækker generelt slutningerne i halen. Nogle af teksterne har fået inspiration til dialoger og scener fra andre komedier, som i stil og karaktertegninger har kunnet bidrage med materiale.

Holbergs eneste Kirsten Giftekniv-figur findes i kvindekomedien  ’Den forvandlede brudgom’, den sidste af de seks komedier, han skrev efter den lange ’pietismepause’. I bearbejdelsen af ’Jean de France’ bliver den brugt som bærende figur i ’maskinen’ - Holbergs betegnelse for intrigen - som en skarp modsætning til den originale intriges ’maskinist’, den Pernille-lignende figur, Marthe.

Generelt er der lagt vægt på sprogarbejdet. I form af et robust nutidssprog, hvad de enkelte karakterer og deres karakteristika angår. Men med respekt for det Holbergske-toneleje og ordforråd.

Arbejdet med rytmen slår bevidst gennem de 12 værker. Tydeligst i de korte fyndige anslag, dramaturgiens mange variabler og utraditionelle sceniske realisationer. Instruktionens billeder, koreografi og musik har fokuseret på at skabe forstærket rytme i tekstgrundlag og i de kunstneriske greb.

I samspil med mentalitetshistoriens mange undertekster bag materialet og stærkt inspireret af spillernes individuelle ressourcer har jeg som caster, dramatiker, bearbejder og instruktør lagt vægt på den samlende præmis: Holberg til NU-tiden, som en konsekvens af min kunstvilje.

Niels Vandrefalk

Plakatkunst af Adi Holzer

Den sjældne fugl

Niels Vandrefalk, Holberg Teatrets leder, har siden sin uddannelse som skuespiller på Det kgl. Teater 1965-68 taget Holbergs komedier til sig. Som en af de sidste elever fra teatrets gigantiske Holbergtradition plantede legenderne John Price og Poul Reumert kulturarven i ham. Derfor følger han med på ’De Usynlige’-turnéen og stiller sig til rådighed for publikum i form af ’artist talk’ – enten som optakt eller til en eftersnak.

I perspektiv af denne del af teaterhistorien bør det fortælles, at dengang hed han Niels Andersen. I sommeren 1969 stod han i spidsen for den første professionelle ’Grønlandsturné 69’, hvor truppen spillede ’De Usynlige’, og han selv spillede Den usynliges broder. Grønlænderne elskede forestillingen.   I allerhøjeste grad i kraft af de løsslupne, frivole løjer.

Niels Vandrefalk har også påtaget sig rollen som forfatter.        Som 67-årig udgav han i 2009 ’Teatergal- en forestilling om teatrets magi’ og i 2016 ’Bajads i ilden – kærlighedsrus på vingesus’. I begge romaner deler han ud af sine mange erfaringer bag opførelserne af de Holbergske klassikere. I forbindelse med premieren på ’De Usynlige’ slutter han det rollefag af ved at udgive det sidste bind i trilogien med titlen ’Holbergs yngel’.