Vores Holberg – kulturarv på dansk

’Til kvæstor med kugleramme sætter man – oh, under! – en kastrat, selv om han ikke har nogen kugler i sin egen pung.’

’Den tid tør komme, at man ser mere på hoveder end på køn, mere på dygtighed end på navne!’ siger Marthe i ’Jean de France’ fra 1722 og lægger senere til. ’Det meste regeres i Verden af Slumpe-Lykke’.

Danmarks første feminist beherskede 10 sprog både mundtligt og skriftligt.

’De fleste holder med dem, der vinder, men jeg holder med dem, der taber. Derfor holder jeg med kvinderne, som jeg I øvrigt aldrig har sovet med. Derom vidner mine ensomme nætter, derom vidner mit stadige ungkarleliv.’

Hva’ ska’ vi? Vi ska’ gi, vi ska’ gi,

vi ska’ gi’ dem Holberg!

Med urpremieren på ’Den politiske Kandestøber’ 25. september 1722 grundlagde Holbergs komedianter Den Danske Skueplads på Lille Grønnegade Teatret i København. For første gang blev der spillet Holberg-komedier på dansk af professionelle skuespillere.

Men 25. februar 1727 var det slut. Teatrets drift red på veksler og  gæld. Konkurrencen fra gøglerne var benhård. I forbindelse med forestillingerne var der maskerade på teatret, som tiltrak spillefugle, kriminelle og ’løsagtige’ kvinder. Det medførte forbud og ét års pause. På trods overlevede teatret næsten 4½ år. Men da det definitivt måtte lukke skrev Holberg med underfundig ironi ’Den danske Comoedies Liigbegiængelse’, et stykke egenartet kulturhistorie, der varer ca. 20 minutter.

Med den kulturarv i ryggen fejrer vi fra 1. januar til 31. december 2022 dansk teaters fødsel. Og foreslår blandt meget andet:

1. Alle danske teatre, både professionelle og amatører, opfordres til at sætte mindst én Holberg-komedie på repertoiret.

2. Og/eller allerede i efteråret 2020 at bestille et stykke dansk dramatik i den syrlige ende af komediegenren hos en moderne dramatiker.

På selve jubilæumsdagen søndag 25. september 2022 kl. 15.00 vil vi ved en offentlig jubilæumsforestilling samle alle de spillere, der har medvirket i en Holberg-forestilling gennem året til en grande finale og iført kost og mask opføre udvalgte scener derfra. Den festlighed kulminerer med, at kendte skuespillere opfører en moderniseret udgave af ’Den danske Comedies Genopstandelse’, hvor alle dagens medvirkende danner ligtog.

Jeg skriver bøger, fordi jeg ikke kan lave børn

Holbergs androgyne kønsidentitet er ikke almindelig kendt. Men Ludvigs testikler blev ved fødslen 3. december 1684 siddende oppe i bughulen. Kryptorkisme hedder det.

Hans stemme gik aldrig i overgang, og med 158 cm i højden og stort set uden rynker og skægvækst lignede han en drengepige hele livet. Han blev næsten 70 år og aldrig gift.

I et epigram fra 1737 røber han sin hemmelige skæbnetråd, da han af konsistorium blev udnævnt til kvæstor dvs. kassemester på Københavns Universitet.